Vilhelm Hammershøi

Vilhelm Hammershøi (født 15. maj 1864 København, død 13. februar 1916 sammesteds) var en dansk maler, bror til Svend Hammershøi. Vilhelm Hammershøi er én af de få danske kunstnere fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, der er nået langt ud over Danmarks grænser, og den internationale interesse for hans kunst har i de senere år været stor.

Han malede især portrætter, bygninger, landskaber og interiører. Det var især for de sidste, han blev kendt.

Vilhelm Hammershøi er søn af Frederikke (f. Rentzmann) og grosserer Christian Hammershøi. Vilhelm modtog tegneundervisning, fra han var 8 år gammel, og da han viste stort kunstnerisk talent, fik han tegneundervisning af Niels Christian Kierkegaard. Han studerede under Frederik Rohde, Vilhelm Kyhn dimitteret af Carl F. Andersen og Holger Grønvold. Han blev uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København under Frederik Vermehren mellem 1879 og 1884 og fra 1883 af P.S. Krøyer og fik tidligt succes – især internationalt. Vilhelm debuterede som kunstner med et portræt af sin søster i 1885. Samme år var han på sin første rejse – turen gik til Berlin og Dresden. Igennem hele sit liv var han en flittig rejsende til mange destinationer i Europa.

I juni 1890 blev han forlovet med Peter Ilsteds søster Ida Ilsted, og de giftede sig året efter i september 1891. Ida blev hovedperson i Hammershøis liv og kunst, og hun var model til utallige af hans billeder – ofte portrætteret bagfra. Parrets lejligheder dannede også tit ramme om Hammerhøis maleri. I et interview fra 1907 udtalte han: “Jeg har altid syntes, der var saadan en Skønhed over saadan en Stue, selv om der ikke var nogen Mennesker i den, maaske netop, naar der ingen var.”

Han modtog international anerkendelse og fik støtte af sin mæcen Alfred Bramsen, der købte mange af hans værker og promoverede hans kunst. Den 13. februar 1916 døde Vilhelm 51 år gammel efter længere tids kræftsygdom.

Selv om hans stil og teknik i midten af 1880’erne ikke var væsensforskellig fra de typiske malere på den tid, er hans psykologiske begreb forud for sin tid, og han blev ikke altid forstået: Et portræt af hans søster i 1885(Den Hirschsprungske Samling, København) blev afvist fra konkurrencen om Neuhausens præmie. De første skridt blev da taget til dannelsen af Den Frie Udstilling. Hammershøi var en af stifterne. Hans palette var allerede en harmonisk tonalitet af grå, fra blødt sort til hvidt, hvilket han beherskede som få, accentueret af varmere farver. Hans interiører fra 1880’erne viser, at han mestrede det dramatiske spring fra intenst mørke til fuldt lys.

Stil og motiver i Hammershøis kunst

Blandt Hammershøi kendere er der langt fra enighed i fortolkningen af hans værker. Dog kan der oftest enes om, at værkerne foruden den særlige Hammerhøiske æstetiske sensibilitet også indeholder noget andet i de stille stuer og affolkede pladser. Om dette andet så er melankoli, uhygge, tomhed, fremmedgjorthed, blokering eller andre følelser, der forholder sig til de eksistentielle udfordringer på tærsklen til det moderne liv – det står hen i det uvisse.

Uanset om han ville det eller ej, var Hammershøi præget af det moderne liv og dermed også af den splittelse, som fulgte med oplevelsen af den gamle verdens sammenbrud. I denne overgangsperiode imellem 1800- og 1900-tallet, mellem tradition og fornyelse, malede Hammershøi sine billeder, og han forsøgte herigennem at håndtere og bemestre den moderne verden.

Hammershøis hjem var både atelier og motiv. Han valgte sine lejligheder ud fra, om de kunne give hans malerier et sanseligt rum. Her udfoldede han sin særlige metode og sin karakteristiske farveskala med hvide, grå og sorte farver. Hammershøi sagde i et interview i bladet “Hjemmet” i 1909: “Rent personligt holder jeg af det Gamle, af gamle Boliger, gamle Møbler, af den ganske særegne Stemning som hviler over alt dette.”

Som del af en international retning i tiden udforskede Hammershøi et traditionelt motiv som interiøret som malerisk rum. Kunstnerne fremhævede fænomener som lys, luft og vand i stedet for fortællinger, og dermed rettes opmærksomheden mod, hvordan de behandlede lærredet med maling. I 1880’erne var der nærmest en hel bølge af skildringer af borgerlige hjem – her var der tale om malerier, der satte fokus på det tillukkede og begrænsede univers; et univers, hvor datidens kvinder levede en afskærmet og isoleret tilværelse. Hammershøi arbejdede videre med interiør-temaet, men han nedtonede billedets fortælling. I stuerne ses ofte en enkelt kvinde, formelt i gang med et gøremål, men samtidig fastfrosset og uden for tiden.Hammerhøis værker synes blotlagt for historier, og ét af de vigtigste temaer i hans kunst må siges at være det indadvendte og ensomme menneske. Han udførte så mange malerier af denne type, at det i samtiden og eftertiden blev hans særkende. Der er tale om intime motiver, hvor figurerne befinder sig i deres egne rum og ikke henvender sig ud mod beskueren. De stille eksistenser i malerierne er i en kontemplativ tilstand, som svarer til kunstnerens tilstand foran lærredet. Dermed tømmes motiverne for traditionel fortælling, og fokus flyttes til de sanselige registreringer i værkerne. Herved åbnes op for andre registreringer – af fx lys og rum. Værkerne er på vej væk fra en fortællende appel mod en malerisk, sanselig appel. Man kan populært sagt sige, at der ikke sker så meget i billederne, men man mærker meget, når man står foran dem.

De indadvendte situationer i malerierne kan sammenlignes med selve handlingen “at male”. Når kunstneren arbejder med lærredet er dette også en intim, indadvendt situation. På denne måde kan der hos Hammershøi og hans samtidige ses en tendens til at spejle kunstnerens udforskning af maleriet i de dagligdags situationer, som de malede.

Michael Palin og mysteriet om Hammershøj (Engelsk tale)

Komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen fortæller om Hammershøi

Billeder af Hammershøj