Din livshistorie
”At være et menneske er ensbetydende med at have en historie at fortælle” sagde Karen Blixen.
Praksis for Omsorg vil gerne være behjælpelig med at få udtrykt (og måske nedskrevet) din livshistorie.
Hvorfor arbejde med livshistorie?
Der kan ligge megen styrke og glæde i at huske og genfortælle minder.
Er eller har man været syg, kan man føle sig ’fanget i sine sygdomsoplevelser’. Oplevelserne kan forandre opfattelsen af omgivelserne og af én selv. Sygdom og en forandret krop kan på indflydelse på alt i livet og efterlade én i et tomrum, hvor man kan føle sig fremmedgjort, magtesløs og trist. Oplevelser efterlader sig spor.
At fortælle sin livshistorie er en måde, hvorpå man kan ’genfinde sig selv’ (reetablere sin identitet). Forskning viser, at sundhed og bedring ikke kun hænger sammen med at få styr på fysiske udfordringer, men tillige handler om at etablere meningsfuld sammenhæng mellem fortid, nuværende og fremtidige forventninger og oplevelser.
Dét at fortælle sin historie er med til at skabe sammenhæng og mening. Hvis vi skriver den, ned, giver det mulighed for at videregive historien til pårørende og venner. Det er nemlig også afgørende for vores sundhed (for bevarelsen af et stærkt selvbillede), at andre kender vores personlige fortælling/udlægning om et langt liv eller en vigtig begivenhed.
For alle gælder det, at en samtale om vigtige begivenheder i livet skaber socialt samvær og gode øjeblikke.
Hvad er en livshistorie?
En livshistorie er en beretning om vigtige begivenheder i en persons liv.
Men vi husker ikke nær så godt, som vi tror, og erindringer er påvirket af holdninger og følelser – både fra dengang, hvor situationen fandt sted, og til nu. Når man skal have et overblik over livet og ser sig tilbage, afhænger udsynet og indtrykkene i høj grad af, om man befinder sig nede i en diset dal – eller på toppen af en solbeskinnet bakke. Det vil sige, at den historie, der fortælles, er påvirket af, hvordan man har det lige nu. Man kan derfor betragte livshistorien som et billede, der males igen og igen i forskellige belysninger og fra forskellige vinkler – alt afhængigt af, hvordan man har det.
I samtalen om din livshistorie kan vi for eksempel tage udgangspunkt i nedenstående punkter:
Din fortid
- Vigtige roller familiemæssigt, arbejdsmæssigt, samfundsmæssigt, i foreningsliv, sport eller andet
- Situationer, der huskes som fyldt med glæde
- Mennesker, som har haft stor betydning i dit liv
- Grundlæggende værdier eller mening i dit liv
- En begivenhed, som du er glad for at have oplevet
- Noget, du er stolt over (eller glad for/godt tilfreds med) at have gjort
- Vanskelige perioder i dit liv
- Områder hvor du har hentet styrke til at klare livets svære perioder eller situationer
- Hvad har du lært af livet, som kan videregives til andre?
- Er der noget, du især gerne vil huskes for?
Din fremtid
- Hvad kan gøre dig rigtig glad?
- Hvad skal der til for at gøre dagen i dag til en rigtig god dag?
- Drømme og håb for den tid, som kommer
- Drømme og håb for dem, du holder af