Livsduelighed på recept

Af Janne Brammer Damsgaard

Gennem mit ph.d.-studie har jeg haft fokus på, hvordan patienter med rygsmerter oplever deres sygdomssituation og interaktion med sundhedssystemet. Resultaterne viser, at patienterne ud over behandling af deres fysiske problematikker har behov for hjælp til at få styrket deres livsduelighed.

Behandling, som vi kender den

Sundhedssystemets dominerende opfattelse af, hvad en behandling indebærer, tager overvejende udgangspunkt i diagnose og iværksættelse af initiativer i forhold til en reduktion af patientens fysiologiske symptomer. Hermed forbigår de sundhedsprofessionelle det mål, som består i at gøre patienten parat til at leve et godt liv efter endt behandling.

Jeg vil derfor gerne slå et slag for, at man generelt i sundhedssystemet sætter fokus på at udvikle de sundhedsprofessionelles relationelle og kommunikative kompetencer, så de kan blive bedre til at medinddrage patienternes eksistentielle udfordringer i behandlingen.

Lad mig her tage udgangspunkt i patienter der gennem mange år har levet med rygsmerter og skal rygopereres.

At leve med rygsmerter – en ’usynlig’ sygdom

Patienter, der skal have foretaget en rygoperation, bringer mange sygdomsoplevelser med sig. Nogle fortæller for eksempel om at have oplevet antydninger om, at de vil snyde sig til smertestillende medicin eller offentlige ydelser. Hver patient har sin egen sygdomsfortælling, men noget af det, de fleste kan nikke genkendende til, er følelsen af at være kastebold i et offentligt system, hvor det, der ’legitimerer’ menneskers sygdomsproblematikker, er en diagnose. Som patient med ’en ikke synlig’ sygdomsproblematik kan det være ekstra svært, fordi andre ikke umiddelbart kan konstatere, at det virkelig forholder sig, som der bliver sagt.

Den slags oplevelser kan føre stor usikkerhed med sig, hvilket igen kan medføre følelser af magtesløshed og svække troen på egen dømmekraft – nogle tænker: ’måske er det mig, der er noget galt med’. Identiteten som patient med rygsmerter kan ‘sætte sig fast’ og komme til at definere patienterne. Det får den konsekvens, at det efter en rygoperation kan være svært at finde ud, af hvordan der skabes en ny, meningsfuld hverdag.

Livsduelighed på recept

Forskning viser, at patienter ikke nødvendigvis stræber efter fuldstændig fravær af smerte, men snarere en måde, hvorpå de kan få hjælp til at justere livet med deres symptomer til et acceptabelt niveau. Ser man behandling i det lys, er målet derfor ikke udelukkende lig med symptomfrihed.

Den amerikanske sygeplejerske og sociolog Afaf Meleis har fokus på overganges betydning i livet, defineret som oplevelser fra én epoke til en anden epoke. Det kan fx være at flytte i plejebolig, at blive skilt, at gå fra rask til syg, at blive opereret eller at blive udskrevet fra hospital til eget hjem. Overgange, vi alle oplever i én eller anden form og som indebærer, at vores liv bevæger sig fra en stabil fase til en fase med forandringer.

Sådanne forandringer kan bryde rutiner og mening i livet og føre til ændringer i vores sædvanlige opfattelse af, hvem vi er i familien, på arbejdspladsen og i fritiden. Her slår de metoder, vi førhen har benyttet os af i forhold til at håndtere livet, måske ikke til. På den måde kan sygdom, operation og dét at skulle genfinde en hverdag efter længere tids sygdom medføre stress og oplevelser af, at vi har mistet fodfæste. Vores evne til at leve livet er truet – vi har behov for hjælp til igen at blive livsduelige.

Det er vigtig viden for de sundhedsprofessionelle, og her ville det være relevant, hvis det var muligt at udskrive ’Livsduelighed på recept’.

Hvordan kan sundhedspersonalet hjælpe?

Set ud fra dét perspektiv består vejen mod et sundt og godt liv for patienterne derfor ikke kun af medicin eller iværksættelse af kirurgiske indgreb, men af, at sundhedspersonale ændrer forståelse, således at patienternes behandling udover den fysiologiske kommer til at bestå af tillidsfulde og anerkendende relationer med de sundhedsprofessionelle, der har til formål at kommunikere om, hvordan et godt liv ser ud for den enkelte patient. Behandlingen må også bestå af anvisning på veje og tilbud, der kan føre til et meningsfuldt liv for patienten.

Som udgangspunkt drejer det sig for sundhedspersonalet om at finde ind til patientens ståsted i livet. Som lektor i pædagogisk filosofi Anders Dræby Sørensen skriver: ’… at opnå et mål om livsudfoldelse gennem udfrielse af lidelse’, og her er der altså ikke udelukkende tale om fysiologisk lidelse, men også om eksistentiel.

Dét er et område, som sundhedssystemet og de sundhedsprofessionelle må tage på sig i behandlingen.

Det vil være forkert at tro, at patienten nu skal hjælpes til en tilstand, hvor livet er fuldt gennemsigtigt, stabilt og meningsfuldt, for som Søren Kierkegaard skriver: ’er lykken snarere undtagelsen end reglen i vores hverdagsliv, der er fyldt med dilemmaer og paradokser’.  Det drejer sig om at give patienterne metoder (kunnen og klogskab) til at kunne orientere sig mod sine egne livsmuligheder og til at overkomme sygdommens (livets) udfordringer.

Det er her, de relationelle og kommunikative kompetencer kommer i spil.  Patienterne skal hjælpes til at genfinde det meningsfulde liv med fokus på bagudrettet livshistorie (hvad har patienterne oplevet), og hvordan kan de (gen)finde nye livsmuligheder fra, hvor de befinder sig nu. Her drejer det sig ikke om at vurdere, analysere, finde årsager eller forklare problemer ved hjælp af psykopatologiske begreber og diagnostiske kategorier, men at få patienten til at beskrive og italesætte deres sygdomserfaringer.

For den sundhedsprofessionelle drejer det sig (overordnet) om at have fokus på retning og mening, livsværdier og mål, hvilket (i detaljen) fordrer blik for sammenhænge med individuelle erfaringer som fx patienternes usikkerhed, magtesløshed eller manglende tro på egen dømmekraft.

Her må de sundhedsprofessionelle bestræbe sig på at være beskrivende og stille åbne hvad- og hvordan-spørgsmål, og lade patienten selv prioritere væsentligheden af sine forskellige livserfaringer.  På den måde stimuleres patienten til at afklare og reflektere. Ved at forholde sig til sine livserfaringer kan patienten opnå en forståelse af dem og påbegynde en eksistentiel lærings-og dannelsesproces mod bedre livsduelighed i forhold til, hvordan der handles i forskellige situationer. Her drejer det sig for de sundhedsprofessionelle om aktivt at skabe overblik, så patienterne kan anvende deres fortid til at skabe deres fremtid og dermed åbne for en ny, livsbekræftende fortælling.

Jo mere rodfæstet patienten bliver i sin egen tilværelse, desto mere vil han eller hun slippe sine bekymringer, og dette giver patienten en oplevelse af mening samt af at blive anerkendt og taget alvorligt som menneske.